
Kom med på en madhistorisk tidsrejse fredag den 3. marts klokken 15.00-17.00. Vi starter i oldtiden, gennem middelalderne og bevæger sig hele vejen op til i dag. Madhistoriker Bettina Buhl fra Dansk Landbrugsmuseum og kok Per Mandrup går i showkøkkenet hos Aarhus Central Food Market, hvor de tilbereder klassiske serveringer, som tegner et madhistorisk tidsbillede. Samtidig inddrager de nogle af de delikatesser, som markedets stadholdere tilbyder.
Under tilberedningen hører du madhistoriske fortællinger – pudsige og spændende anekdoter som krydderi på de smagsnuancer, vi troede, vi kendte.
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding, men der er et begrænset antal pladser, da arrangementet finder sted blandt Aarhus Central Food Markets spisende gæster.