Som et led i udviklingen af Midt- og Vestjyllands fødevareerhverv har Business Region MidtVest igen haf succes med at arrangere et fælles område for regionens fødevareproducenter ved nordens største madbegivenhed, Food Festival.

Den 6.-8. september 2019 gentog Business Region MidtVest og 12 midt- og vestjyske
fødevareproducenter successen fra 2018 med at lave et Midt- og Vestjysk område ved Food Festival i Aarhus.

I det fælles område kunne Food Festivals gæster få en gedigen smagsprøve på, hvad de midt- og vestjyske fødevareproducenter kan. Der blev smagt, snakket og solgt dejlige råvarer og
madsnedkeren Jesper Krabbe tilberedte producenternes råvarer og produkter over bål for at inspirere både festivalgæster og producenter til at benytte nye anvendelsesmuligheder.

Opfinder og konceptejer af Papa’s Veggie Postej, Peter Bottos, var med på festivallen for at få smagstestet det nye vegetariske produkt. Med samtaler og feedback fra over 60 gæster i løbet af tre timer, fik Peter Bottos præcist det ud af festivallen, han havde håbet på:

“Det var et helt perfekt sted at afholde en smagstest. Gæsterne var meget begejstret for produktet, hvilket jo er fantastisk for os – set i lyset af, at vi arbejder på at skabe et nyt vegetarprodukt til markedet.”

Med over 200 nye nyhedsbrevsmodtagere – nye potentielle kunder – og mere end 30 nye købende kunder som afledt effekt af deltagelsen på Food Festival, var Landmand Erling Bonde, fra Økogårdene Skjern-Enge også tilfreds:

“Det var et rigtig godt set-up, hyggeligt, afslappet, velorganiset og lutter søde smil og stor hjælpsomhed fra dem, der stod for arrangementet. Det fungerede perfekt det hele og var en fin oplevelse.”

Fællesdeltagelsen ved Food Festival i Aarhus var også en trædesten til Madmødet 2020, som vil fejre og synliggøre Midt- og Vestjylland som “Danmarks spisekammer”.