Under titlen Living Good Food sætter Europæisk Gastronomiregion i år ekstra fokus på bæredygtighed og det gode liv i lokalsamfundet. I den forbindelse har tre nyskabende projekter i region Midtjylland, der på hver sin måde arbejder med natur, gastronomi, måltidet eller råvarer, fået støtte fra Gastronomiregionens Mikropulje.

Torsdag d. 9. maj modtog tre initiativtagere af nyskabende projekter i region Midtjylland beskeden om, at deres projekter modtager støtte fra Europæisk Gastronomiregions Mikropulje. De tre projekter støttes samlet med 50.000 kr. Mikropuljen har til formål at støtte nyskabende oplevelser, samarbejder og koncepter for udvikling af lokalsamfund i regionen inden for gastronomi og kultur. De støttede projekter er valgt på baggrund af deres potentiale til at bidrage til en bæredygtig udvikling i regionens by-og landområder herunder dyrke stærke identiteter, understøtte ”det gode liv” og fremme stolthed i lokalområder. Puljen er skabt ud fra et ønske om at støtte ildsjæle, nye samarbejder og mindre lokale projekter, hvor der er kort fra ide til handling.

”I region Midtjylland er der en høj koncentration af ildsjæle, iværksættere, kreativitet og lyst til at skabe. Mikropuljen er en håndsrækning til de iværksættere, der formår at skabe store oplevelser for små penge. Tanken med Mikropuljen er netop ikke finansiering eller drift af store projekter og organisationer, men at skabe mulighed for gode initiativer og oplevelser i by og land; der hvor det reelt gør en forskel” fortæller Pelle Øby Andersen, der er direktør for Food Organisation of Denmark (FOOD), der fungerer som sekretariat for Europæisk Gastronomiregion.

Interessen for den nye pulje har været stor, men valget faldt på tre projekter, der inden for udbuddets rammer har udmærket sig og har stort potentiale inden for henholdsvis bæredygtighed, mødet mellem kunst og gastronomi samt udvikling af lokalsamfundet.

I Idom-Råsted støtter mikropuljen den selvejende institution PLEXUS’ projekt MÆMA, der består af tre events i løbet 2019, som skal gøre området kendt for smagsoplevelser.  Repræsentant for PLEXUS, Helle Torsbjerg Niewald fortæller: ”Tilskuddet fra Europæiske Gastronomiregions Mikropulje skal gå til at finansiere nogle af de kulturelle aktiviteter og så får vi mulighed for at takke de mange frivillige, der hjælper ved arrangementerne, ved at holde en lille fest for dem”.

Der ydes derudover støtte til, at USE Studio kan facilitere en tværæstetisk workshop mellem scenekunstnere, kaospiloter, arkitekter, musikere og gastronomer. En workshop der skal ende ud i tre måltidsrum under finalen på årets gastronomiske signaturbegivenhed, Måltidets Biennale 19. Værkerne kan opleves i Kunsthal Aarhus’ have lørdag d. 15. juni 2019.

Det tredje støttede projekt er LOOP: Food Lab, der er et gastronomisk laboratorium og eksperimenterede videns-og udviklingsfællesskab. Food Labs ambition er at fostre industrielle symbioser og såkaldte ressource-loops i samarbejde med dygtige kokke, gastrofysikere og madiværksættere.“Med opbakning til LOOP : Food Lab fra Europæisk Gastronomiregions Mikropulje kan vores udviklingsteam igangsætte første initiativ, der ønsker at kortlægge regionens økologiske fødevareproducenters restprodukter med en ambition om at genanvende og upcycle disse ” fortæller projektleder Jonatan Marcussen.

Der uddeles midler to gange årligt, og der kan bevilges op til 20.000 kr. per projekt. Næste ansøgningsfrist er 29. oktober 2019. De indkomne ansøgninger behandles af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Business Region MidtVest, Business Region Aarhus, FOOD og Institute of Meals.

Som i de forgangne år præsenterer Europæisk Gastronomiregion igen et eventprogram spækket med madoplevelser i alverdens afskygninger. Projekterne, der har modtaget støtte fra Mikropuljen, tages automatisk i betragtning til at komme med i programmet. Se eventprogrammet her: https://www.danishfoodregion.dk/program/

FAKTA OM EUROPÆISK GASTRONOMIREGION

Region Midtjylland blev udnævnt til Europæisk Gastronomiregion i 2017 under temaet Rethinking Good Food. Titlen blev tildelt som en anerkendelse af regionens madkultur. Titlen er en blivende titel.

Food Organisation of Denmark fungerer som sekretariat for Europæisk Gastronomiregion i samarbejde med Business Region Aarhus, Business Region MidtVest og Institut of Meals. Europæisk Gastronomiregion er støttet af Region Midtjylland.

Program for Europæisk Gastronomiregion i 2019: https://www.danishfoodregion.dk/program/

For yderligere information om Europæisk Gastronomiregion og Mikropuljen, kontakt:
Zenia Strunck Mikkelsen, Europæisk Gastronomiregion
Tlf.: +45 28 71 08 54
Mail: zenia@thefoodproject.dk